Skal du opsætte ladestandere?

Skrevet af:

Er du ansvarlig for drift af en erhvervsbygning, et boligkompleks eller institution, og planlægger at få opsat ladestandere til elbiler? Så er det vigtigt, at du har styr på de brandtekniske forhold – også dem, som ikke nødvendigvis står i bygningsreglementet.

Elbiler og brandrisiko: Myte versus virkelighed

En udbredt opfattelse er, at elbiler oftere brænder end biler med forbrændingsmotor. Men faktuelle data viser noget andet. Internationale undersøgelser, bl.a. fra forsikringsselskaber og trafikmyndigheder i USA og Europa, viser, at elbiler generelt brænder sjældnere end fossildrevne biler.

Ifølge data fra den svenske myndighed MSB blev der i 2022 registreret langt færre bilbrande i elbiler end i benzin- og dieselbiler – 0,004 % mod 0,08 %, altså omkring 20 gange lavere brandrate. Også det amerikanske Highway Loss Data Institute konkluderer, at elbiler ikke udgør en højere brandrisiko end andre biltyper – tværtimod.

Mens batteribrande i elbiler kan være sværere at slukke og får stor medieopmærksomhed, er de meget sjældne. Fossilbiler har brændstofsystemer, der langt oftere er involveret i bilbrande, især ved ulykker.

Sammenfattende er der ingen statistisk evidens, der støtter påstanden om, at elbiler brænder oftere end fossilbiler. Tværtimod tyder data på, at elbiler generelt er mindre tilbøjelige til at brænde.

Hvorfor er brandsikkerhed vigtig ved ladestandere?

Når en bil står til opladning, kan der opstå en øget brandrisiko. Det gælder både for bilen, ladestanderen og den elektriske installation bag. Det er ikke en brandrisiko der er betydelig højere end på fossilbiler generelt, men det er en brandrisiko du bør vurdere på, og tage hånd om. Det har flere forsikringsselskaber også fokus på – og deres krav kan være anderledes (og skrappere) end dem, der gælder i bygge- og el-lovgivningen.

Derfor er det en god idé at inddrage både brandrådgiver og forsikringsselskab tidligt i processen.

Det store spørgsmål er: Vil du nøjes med at følge en lovgivning, der reelt set ikke stiller krav – eller vil du tage ansvar og sikre din bygning mod unødvendigt værditab, hvis uheldet skulle opstå?

Anbefalinger til installation af ladestandere

Hos BrandSyd anbefaler vi følgende for større erhvervsbyggeri, hvis du vil være på den sikre side:

  • Placer ladestandere minimum 5 meter fra bygningen
    Det mindsker risikoen for, at brand spreder sig fra en bil til bygningen.
  • Få udarbejdet en instruks, der viser hvordan du slukker for strømmen.
    • Instruksen kan indeholde billeder, guides og vejvisninger. Husk, at instruksen måske skal bruges om natten, i mørke og røg, af redningsberedskabet.
  • Få placeret eltavlen til ladestanderne i egen brandcelle, eller udvendigt.
  • Hvis tættere på bygninger end 5 meter: Undgå åbninger
    Hvis ladestanderen placeres tættere end 5 meter, bør den ikke stå ud for åbninger som:
    • Døre
    • Porte
    • Vinduer
    • Ventilationsriste og -udtag

❓ Er vinduer en “åbning”?

Ja – brandteknisk er vinduer åbninger, fordi varme og flammer let kan trænge igennem glas og brede sig ind i bygningen. Vinduer er ikke en barriere mod brand – tværtimod.

Hvad med el-tavlen til ladestanderne?

Når du får installeret en ny el-tavle i forbindelse med ladestandere, er det vigtigt at vide, hvordan den skal placeres og beskyttes.

Her er nogle vigtige pointer:

  • El-tavler, der anvendes af ikke-fagteknisk personale (driftspersonale, beboere mv.), bør være såkaldt “lægmandsbetjente”.
  • Ifølge el-standard DS/EN IEC 61439-3:2024 er lægmandsbetjente tavler typisk under:
    • 250 A / 400 V

👉 Derfor: Spørg din forsikring, hvordan de vurderer el-tavlen. Det kan få betydning for både sikkerhed og forsikringspræmie.

Tjekliste: Stil disse spørgsmål til din forsikring

For at undgå tvivl og forsinkelser, anbefaler vi, at du sender disse 6 spørgsmål til dit forsikringsselskab inden du går i gang:

  1. Hvor langt fra bygningen skal ladestanderne placeres ifølge jer?
  2. Hvis vi installerer en ny el-tavle – hvornår betragtes den som lægmandsbetjent?
  3. Ser I en elbil koblet til ladestander som en øget brandrisiko – og skal vi tage særlige forholdsregler?
  4. Hvis ladestanderen placeres helt op ad bygningen (<1 meter) – hvilke krav stiller I så?
  5. Ønsker I besigtigelse efter montering – og kan det påvirke vores forsikringspræmie?
  6. Hvis præmien stiger – hvad kan vi selv gøre for at undgå eller minimere stigningen?

Sådan kommer du godt i gang

  1. Tag fat i dit forsikringsselskab – og få svar på ovenstående spørgsmål.
  2. Involver en brandrådgiver tidligt i projektet – det kan gavne dig på den lange bane.
  3. Placér ladestandere og el-tavler strategisk – med afstand og sikkerhed for øje.
  4. Husk: Selv om du overholder lovgivningen, kan forsikringens krav være skærpede.

Vi hjælper dig gerne

Hos BrandSyd hjælper vi dagligt virksomheder, boligforeninger og institutioner med at navigere i disse spørgsmål. Men med ovenstående viden og tjekliste er du allerede godt på vej.

Er du i tvivl om noget, er vi klar til at sparre med dig.

Del artikel:

Flere artikler

Har du et dilemma, der minder om dette?
Udfyld formularen og lad os hjælpe Jer