Brandforsikringen er en af de udgifter, de fleste virksomheder betaler uden at tænke nærmere over den. Præmien trækkes, policen ligger i mappen, og så er den sag vel lukket?
Ikke helt. En brandforsikring er tegnet på et bestemt billede af din virksomhed: hvad bygningen bruges til, hvad der opbevares i den, hvor meget og hvordan. Og bygningen selv er godkendt til en bestemt brug i sin byggetilladelse. Ændrer virkeligheden sig, uden at nogen opdaterer billedet, kan du stå med en bygning, der bruges ud over sit godkendte grundlag – og en forsikring, der ikke dækker, som du tror.
Det er de færreste, der er klar over, at det overhovedet er et forhold. Man må faktisk ikke bare bruge sit byggeri til hvad som helst – brandsikkerheden sætter grænser. Lad os tage det fra en ende af.
Din bygning er godkendt til en bestemt brug
Når en industri- eller lagerbygning får byggetilladelse, sker det på et brandteknisk grundlag. En central del af det grundlag er brandbelastningen: den samlede energi, der kan brænde i en brandmæssig enhed, fordelt pr. kvadratmeter gulvareal. Den måles i megajoule pr. kvadratmeter (MJ/m²) og omfatter både oplaget, inventaret og de bygningsdele, der kan bidrage til en brand, fx træbeklædninger. Det fremgår af bilag 10 til bygningsreglementets vejledning om brand, der handler om industri- og lagerbygninger i én etage.
Brandbelastningen er med til at afgøre, hvor store brandsektionerne må være, om der skal sprinkles, og hvordan bygningen i det hele taget skal brandsikres. Sagt enkelt: jo mere energi pr. kvadratmeter, jo strengere krav.
Nyere bygninger: fem klasser – og en vigtig grænse ved 1.600 MJ/m²
I BR18 inddeles industri- og lagerbygninger i fem industri- og lagerklasser, ILK 1-5, ud fra brandbelastning, brandens forventede udviklingshastighed og stablingshøjde. Grænserne for brandbelastning er 250, 800 og 1.600 MJ/m² for de tre første klasser. Både ILK 4 og ILK 5 ligger over 1.600 MJ/m² uden øvre grænse – forskellen på de to øverste klasser er stablingshøjden, højst 8 meter i ILK 4 og højst 40 meter i ILK 5. Peger parametrene på forskellige klasser, gælder altid den højeste.
Grænsen ved 1.600 MJ/m² er vigtigere, end den ser ud. Kommer et bygningsafsnit over den, rykker det i risikoklasse 2, og det kan efter BR18 ikke længere behandles i brandklasse 1. Det udløser krav om en certificeret brandrådgiver. En stigning i oplaget kan altså flytte et byggeri fra den letteste dokumentationsklasse til krav om certificeret rådgiver – uden at der lægges en eneste ny mursten.
BR18 gør det samtidig tydeligt, at grænserne er driftsvilkår og ikke bare projekteringstal. For store lagerafsnit i ILK 4 og 5 kræver BR18 § 154 en beskrivelse af oplaget og belægningsplaner, der viser, hvor og hvor højt der må oplagres, og bilag 10 kræver, at den tilladte oplagshøjde markeres på vægge og søjler. Stables der højere, er det en overtrædelse af tilladelsens vilkår.
Ældre bygninger: ILK står ikke i din byggesag
Her kommer den pointe, der overrasker mange. ILK-systemet er et BR18-begreb – vejledningens bilag 10 er fra 2019. Står din hal fra 1975, 1988 eller 2002, findes ordet ILK ikke i din byggesag. Betyder det så, at der ikke er nogen grænse? Tværtimod.
En ældre bygning er godkendt efter det bygningsreglement, der var gældende, da den blev opført – med de konkrete vilkår og eventuelle dispensationer, der står i byggetilladelsen. Det grundlag gælder stadig. Vejledningen om ombygninger og brug af certificerede rådgivere fra marts 2020 siger det direkte: forudsætningerne for de brandmæssige forhold tager udgangspunkt i forholdene på bygningens opførelsestidspunkt, bygningens brandstrategi og eventuelle særlige tilladelser og dispensationer.
I ældre byggesager er grænserne bare udtrykt på andre måder end i ILK-klasser. Vores erfaring fra granskning af ældre byggesager er, at grænsen typisk gemmer sig i vilkår som maksimale sektionsstørrelser, krav om sprinkling, begrænsninger på oplag eller betingelser knyttet til en bestemt anvendelse. En stor brandsektion kan fx være godkendt netop på vilkår af, at den er sprinklet. Og her er det værd at vide, at et sprinkleranlæg ikke er dimensioneret til “brand generelt”, men til en bestemt oplagshøjde og materialetype. Det er vores faglige vurdering, at hvis oplaget ændrer sig markant, kan anlægget i praksis være for lille til den brand, der reelt kan opstå – og så hviler hele grundlaget for godkendelsen på et anlæg, der ikke længere passer til virkeligheden.
Kender du ikke din byggetilladelse, kender du med andre ord ikke grænsen for, hvad din bygning må rumme.
Og hvad så med forsikringen?
Det er vores vurdering, at brandforsikringen i de fleste tilfælde vil dække det, som bygningen lovligt er godkendt til, og som du har oplyst til selskabet. Problemet opstår, når driften stille og roligt løber fra grundlaget – når oplaget vokser, materialerne skifter, eller stablingen kryber i vejret, uden at nogen giver besked.
Forsikringsaftalelovens § 45 handler om netop det, loven kalder fareforøgelse. Ændres et forhold, som policen er tegnet på, så selskabets risiko forøges ud over det, der kunne forudses ved aftalens indgåelse, kan selskabet være helt fri for ansvar – eller kun hæfte, som om forsikringen var fortsat på de oprindelige vilkår, altså med nedsat erstatning.
At det ikke er teori, viste en dom fra Retten i Randers den 10. april 2025, omtalt af DBI i maj 2025. En café brændte, forsikringen krævede et brandtæppe ved frituregryden og personale instrueret i at bruge det, og da det ikke blev fulgt, mistede caféen erstatningen for løsøre og driftstab efter forsikringsaftalelovens § 51 om sikkerhedsforskrifter. Sagen handler ikke om lageroplag, men princippet er det samme: forsikringen er en aftale om, at du gør, som du har oplyst – og domstolene håndhæver den.
Overstiger dit faktiske oplag det grundlag, bygningen er godkendt og forsikret til, risikerer du altså at stå med regningen selv – netop den dag, du har allermest brug for dækningen.
Vi har tidligere skrevet mere bredt om emnet i artiklen Har du styr på forsikringen?
Udlejer eller lejer – hvem hænger på den?
Ejeren har til enhver tid det overordnede ansvar for, at bygningen overholder loven – også når den er lejet ud, og også selvom lejeren er udpeget som driftsansvarlig. Men det er lejerens daglige drift, der afgør den faktiske brandbelastning. Derfor er det vores anbefaling, at grænserne fra det brandtekniske grundlag skrives ind i lejeaftalen som konkrete driftsvilkår – hvad der må opbevares, hvor meget og hvor højt – og at der følges op, fx når lejeren skifter produktion eller sortiment.
Har du styr på det?
Fire ting, du kan gøre nu:
- Find grundlaget frem: Byggetilladelsen og det brandtekniske grundlag – også de gamle sager, som ofte skal hentes i kommunens byggesagsarkiv. Det er her, grænserne (måske) kan findes.
- Kortlæg den faktiske drift: Hvad opbevares der, hvor meget, af hvilke materialer, og hvor højt stables der – i hver enkelt hal eller brandsektion.
- Sammenhold de to: Passer driften til det, bygningen er godkendt til? Og passer forsikringens risikooplysninger til virkeligheden?
- Afklar afvigelser, før skaden sker: En afvigelse kan ofte håndteres med en ny tilladelse, ændret indretning eller en opdateret police. Men kun hvis den opdages i tide.
Vores erfaring er, at rigtig mange bygningsejere ikke kender det grundlag, deres bygning oprindeligt blev godkendt på – det har vi tidligere beskrevet i artiklen Din DKV-plan redder dig ikke. Er du i tvivl om, hvad din bygning må, eller hvad din forsikring reelt hviler på, så tag fat i os. Det er billigere at kende sin grænse end at opdage den efter en brand.
Kilde
- Brand & Sikring (DBI): “Misligholdt sikkerhedsforskrift kan koste forsikringsdækningen”, 22.05.2025 (om dommen fra Retten i Randers 10.04.2025).