Ændringer i næsten 100 år gammelt byggeri

Skrevet af:

Da Brian Jensen, driftsansvarlig fra Rønshoved Højskole, stod overfor en mindre ombygning i et ældre byggeri fra årgang 1940, var den store bekymring fra starten, om projektet ville udløse omfattende krav efter BR18.

Selve ændringen var beskeden – et værelse på 2. sal skulle udvides ved at inddrage et mindre areal fra en flugtvejsgang – men i ældre byggeri kan selv små ændringer hurtigt føre til omfattende krav om brandteknisk dokumentation og større myndighedsbehandling.

Brian kontaktede derfor Daniel fra BrandSyd for at få afklaret mulighederne tidligt i processen.

Byggeriet omfattede mere end 1.500 m² fordelt på kælder, stueplan, 1. sal, 2. sal og et karakteristisk tårn anvendt som forsamlingslokale. Bygningen blev anvendt til hotellignende ophold med mange værelser og overnattende personer på hver etage.

Men der opstod hurtigt en udfordring:

  • Der fandtes ingen brugbare tegninger i kommunens arkiv
  • Der fandtes ingen reel brandgodkendelse
  • Ingen kunne med sikkerhed fastlægge det gældende sikkerhedsniveau

For at kunne komme videre professionelt blev det nødvendigt først at skabe et reelt dokumentationsgrundlag.

Brian Jensen fortæller:

“Det var en kompleks sag, men der var behov for klarhed for at vi kunne komme videre, og det hjalp Daniel os med.”

Grundlaget skulle skabes

BrandSyd iværksatte derfor en komplet 3D-scanning af hele bygningen. Byggeriet blev efterfølgende optegnet i Autodesk Revit som BIM-model, så der kunne udarbejdes:

  • Komplette plantegninger, ud fra eksisterende forhold 1:1
  • Brandplaner – som tidligere ikke eksisterede
  • Dokumentation af eksisterende forhold
  • Grundlag for dialog med myndighederne

Samtidig gjorde 3D-scanningen det muligt for både kommune, redningsberedskab, brandrådgiver og bygherre at gennemgå byggeriet digitalt og vurdere forholdene på et fælles grundlag, uden decideret at mødes ved bygningerne hver gang. I den virtuelle model blev der markeret opmærksomhedspunkter, som derfor var visuelt synlige for alle parter, allerede inden optegningen var startet.

Herefter blev der indledt dialog med Aabenraa Kommune for at fastlægge, hvilket historisk sikkerhedsniveau byggeriet skulle vurderes ud fra.

Kommunen og det lokale redningsberedskab kom hurtigt med gode forslag, og I fællesskab blev man enige om at tage udgangspunkt i BEK 252 fra 1974 – “Bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger i ældre hoteller m.v.” – som det relevante sikkerhedsniveau for bygningen.

Det blev afgørende for hele sagen.

Ingen krav om brandteknisk dokumentation efter BR18

Da sikkerhedsniveauet først var fastlagt, kunne BrandSyd analysere, om ombygningen ændrede de eksisterende brandmæssige forhold negativt. For at undgå byggetilladelse for brandforhold kræver det, at man jf. Bygningsreglementet § 5 ikke ændre på disse forhold fra tidligere godkendte forhold, hvorfor et analysearbejde var nødvendigt.

Analysen omfattede blandt andet vurdering af:

  • Ændring af flugtvejsforhold
  • Udførelse af brandmæssig opdeling
  • Krav til overflader
  • Redningsberedskabets indsatsmuligheder
  • Behov for brandtekniske installationer

Konklusionen viste, at ombygningen ikke forringede sikkerheden. Tværtimod blev enkelte forhold forbedret, blandt andet ved at evakueringsafstanden til flugtvejstrappen fra værelset blev reduceret med et par meter. Oven i det, gik værelset fra at have et enkelt tagvindue, til nu at have to tagvinduer, hvilket på sin vis gav ekstra mulighed for redningsåbning og røgudluftning. Tilgengæld mistede flugtvejsgangen et vindue til røgudluftningen, hvorfor et tilstødende badeværelse på gangarealet nu fik ny funktion som røgudluftning.

Det hele betød, at projektet ikke udløste krav om brandteknisk dokumentation efter BR18, og forholdene kunne vurderes som et brandteknisk notat.

Og netop dét gjorde byggeansøgningen markant lettere, i det der alene skulle søges om andre tekniske forhold, men dog ikke brandmæssige forhold.

I stedet for en omfattende byggesag med potentielt meget store krav til brandtekniske installationer, kunne projektet behandles enkelt og pragmatisk ud fra det eksisterende sikkerhedsniveau.

Brian Jensen fortæller:

“Den måde notatet blev bearbejdet, hvor vi undervejs blev set, hørt og forstået, gjorde hele udslaget i at der var god dialog. Det var fantastisk at se, hvordan sammenspillet med kommunen og brandrådgiveren kørte godt. Der var bump på vejen og enkelte forhold blev diskuteret op og ned, men man fandt en enighed som alle kunne stå på mål for i sidste ende.”

En løsning med respekt for det eksisterende byggeri

Resultatet blev, at byggeansøgningen kunne gennemføres uden en større og tung myndighedsproces for brandforhold, samt uden etablering af store nye installationer i et ældre byggeri.

Det havde stor økonomisk betydning for projektet. En opgradering til fuldt BR18-brand-niveau ville potentielt have medført meget omfattende investeringer i blandt andet ABA-anlæg – med omkostninger i millionklassen.

I stedet kunne bygningen videreføres med respekt for både det oprindelige sikkerhedsniveau og den historiske karakter.

Samtidig blev sikkerheden moderniseret væsentligt gennem opgradering af det eksisterende serieforbundne røgalarmanlæg.

Det nye anlæg kunne derfor pludselig snakke sammen på tværs af alle etager og alarmere teknisk personale. Konkret var det nye røgalarmanlæg udført med:

  • Trådløs app-styring
  • Overvågning via app-central
  • Direkte alarmnotifikationer til ansatte og teknisk personale
  • Temperaturføling på flere røgalarmenheder

Det betyder, at ansvarlige personer nu får direkte besked via mobilapp ved røgudvikling, temperaturstigning eller alarmaktivering. Hvilket ikke var gældende før.

Projektet blev afsluttet, hvor BrandSyd leverede følgende:

  • 3D-scanning af hele byggeriet
  • Komplet optegning af bygningen
  • Dialog med myndigheder
  • Udarbejdelse af brandteknisk notat
  • Fastlæggelse af dokumenteret sikkerhedsniveau
  • Nye brandplaner for ombygningsområdet
  • Rådgivning og vejledning vedr. modernisering af røgalarmanlæg med app-styring
  • En BIM model (IFC-fil) af byggeriet (Simpelt optegnet i 3D)

I dag står Rønshoved Højskole derfor med et dokumenteret grundlag for det pågældende byggeri, som fremtidige ombygninger kan tage udgangspunkt i – og med en langt enklere vej gennem kommende byggesager.

Brian Jensen afslutter:

“Vi er så glade for at det hele kørte igennem på en stille og rolig måde, uden vi skulle igang med en større ændring af vores brandmæssige forhold, som nok ville have meget store konsekvenser for byggeriet i forhold til at opfylde BR18 krav. Det har på mange måder været en kompliceret proces at komme igennem, men vi har været trygge i det tætte samarbejde med Daniel fra BrandSyd. Vi værner om det gamle byggeri, og det er vigtigt for os at det også er den følelse man kan få, når man træder ind i byggeriet – udover at det naturligvis skal være brandmæssigt sikkert og korrekt udført.”

Del artikel:

Flere artikler

Har du et dilemma, der minder om dette?
Udfyld formularen og lad os hjælpe Jer